I weekenden den 23. – 24. september, var der den årlige kunstudstilling i Søften Kultur- og Idrætscenter – Kunst i Favrskov – hvor interesserede kunne se mere end 40 kunstnere fra hele landet udstille deres værker. Søften Nyt var en tur forbi en lørdag og tale med kunstnerne, deltagerne, en enkelt politiker og med Kim Bjerregaard fra Lions Klub i Hinnerup, der er medarrangør af Kunst i Favrskov.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Klokken lidt i 10 lørdag den 23. september stod Morten Bang (V), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov kommune, og gjorde klar til at skulle åbne Kunst i Favrskov i 2023 i Hal 2 i Søften Kultur- og Idrætscenter.
I hallen stod mere end 100 mennesker klar til at lytte til åbningstalen, hvor Kim Bjerregaard fra Lions Hinnerup bød først alle deltagere og kunstnere velkommen, inden Morten Bang tog og over roste arrangementet og de mange frivillige, som sørger for, at et arrangement af denne størrelse kan lade sig gøre i Favrskov. At en hal også kan bruges til andet end idræt gjorde Morten meget ud af i hans tale, og at han selv glædede sig til at se, hvad kunstnerne havde at byde på, og om han selv skulle komme hjem med et maleri igen i år. Det havde han gjort, da han åbnede Kunst i Favrskov i 2022.
For Morten er kunsten vigtig, fordi den sætter samtaler i gang og udforsker fantasien:
“Det vigtigste er, at kunsten vil os noget. At den rører os og sætter gang i nogle tanker. Ja, måske sætter den også gang i en god snak med sidemanden. Det er godt at vende indtrykkene med andre, for kunst kan om noget sætte samtalen i gang,og vi kan have forskellige syn på det samme værk,” som Morten, blandt andet, sagde i hans tale.
Han sluttede af med at fortælle om Sangkraft Favrskov, der med sang skal bygge bro mellem musik, kormiljøer, foreningsliv og kirken i Favrskov Kommune, og gav derefter stafetten videre til koret ´Spicy Voices’. De gav tre numre inden de mange mennesker i hallen kunne nyde et glas vin, mens de gik rundt og kiggede på kunsten.
Hvad betyder kunst for dig og din kone, Christian?
“Det betyder rigtigt meget, fordi det er kunsten, der kan løfte en ud af en grå hverdag. Kunsten er det, der trænger lidt længere ind i sindet, hvor det løfter sig ud over det, du normalt tager sig af. Det er noget, der inspirerer, det er noget, der glæder, det er noget, der beroliger, det er noget, som er godt for helheden,” siger Christian.
Køber I kunst, når I er på en udstilling som Kunst i Favrskov?
Min kone og jeg er meget glade for kunst, og når vi går rundt på en udstilling som denne, så går vi ikke helt tæt på standene. Vi går en tur rundt og kigger på det hele, og så taler vi om, om vi hver især har set noget, som vi skal kigge lidt nærmere på. Så går vi tilbage og kigger, taler måske med kunstneren, og hvis værket har ´kaldt` på os tre gange, jamen så køber vi det, og tager det med hjem,” siger Christian med et smil, inden hans kone prikker ham på skulderen og beder ham om at komme med rundt i hallen.
Kunstnerne på messen
Jeg går selv videre rundt i hal 1 og møder Lise Glad, der på sit visitkort skriver, at hun er Dekoratør og Billedkunster. Jeg kigger rundt på hendes stand, og ser også at hun kan meget andet end at male. Her er også vaser og smykker, men som hun siger:
“Det er ikke mig, der har lavet vaserne, dem har jeg fundet i genbrugsbutikker. Ikke at det er genbrugskunst, men jeg kan godt lidt at genbruge ting i mine værker. Derfor har jeg malet vaserne over, givet dem et andet udtryk. Jeg kan også godt finde på at male på et lagen, eller på andre spændende ting, jeg finder i genbrugsbutikkerne,” siger Lise.
Er du kunstner, Lise?
“Det ved jeg ikke rigtigt, men jeg elsker at male og lege. Jeg tager det som en leg, når jeg maler. Jeg opdager også, at andre finder dyr eller ting i mine malerier, som jeg ikke selv vidste var der, så jeg elsker at lege ting frem i det, jeg laver. Herovre er der tre malerier med heste, det er mine børnebørn, der gerne ville have, at jeg malede heste, og så blev jeg nødt til det,” siger Lise med et smil.
Lise, hvorfor udstiller du i Søften til Kunst i Favrskov?
“Det gør jeg, fordi jeg også gerne vil have noget feedback, på det jeg laver. Jeg sidder meget alene med mine billeder, så derfor er det vigtigt, at jeg kommer ud og snakker med andre. Både med kolleger men også med de mange interesserede, der kommer forbi min stand. Der er også noget socialt i det, og hvis jeg så kan sælge et billede eller to samtidigt, så er det rigtigt godt,” siger Lise.
På en anden stand i Hal et står Lars Pedersen, og hans søn Anders Pedersen, de står bag firmaet LS design. De laver træfigurer, skærebrætter, navneskilte og alskens fugle i træ.
Lars, hvorfor er i med i Kunst i Favrskov?
“Det var også lidt at et tilfælde, vi blev spurgt, fordi vi var på en anden udstilling, og så tænkte vi, at vi også gerne ville prøve at udstille de ting vi laver i Søften. Det er anden gang vi er med her,” siger Lars.
Er det kunst, det I laver?
Lars´ søn, Anders, smiler, da han får spørgsmålet og siger med et grin:
“Alt kan jo være kunst, og de ting du ser på vores stand, de er blevet lavet ud fra en idé, som min far eller jeg har lavet. Fx de her svaler, de kom til verden fordi min far så svaler flyve hjemme i vores lade, og så lavede han en svale i træ. Alt hvad du ser her, det er håndlavet af os hjemme hos min far i Viborg,” forklarer Anders, mens jeg siger tak for kigget og køber et par puslespil i træ.
I Hal 1 er der også fyldt op med malerier, lertøj og smykker i sten og sølv. I den ene ende hænger flere malerier, hvor det er kvindelige ansigter, som kunstneren har fokuseret på. Jeg går ned til standen, hvor der står Margith Kostending.
Hun deler en stand med sin søster Lisbeth. Margith maler kvinde ansigter, og Lisbeth laver mønstre. På afstand troede jeg, at de var lavede i stof på lærred, men helt tæt på ser jeg, at mønstrene er malet på.
Margith, hvorfor maler du kvindeansigter?
“Det er fordi, at mennesker interesserer mig. Jeg maler godt nok kun kvindeansigter, mænd kan jeg ikke male, men jeg er meget inspireret af mennesker. Jeg kigger også meget her i hallen efter folks ansigter. Hvem er de mennesker, hvad foregår der i deres liv, og hvordan kan jeg blive inspireret af dem?” siger Margith, som skal til at tale med en af fra publikum, og derfor går jeg ud i gangen mellem de to haller.
Lions klub og Kunst i Favrskov
Her sidder to fra Lions Klub i Hinnerup og passer indgangen, samtidigt med at de taler med Kim Bjerregaard, som også er fra Lions og har været med til at arrangerer Kunst i Favrskov. Jeg spørger om et interview, og vi sætter os hen i et hjørne.
Kim, hvorfor er du her i hallerne i Søften i dag?
“Det er jeg fordi, at jeg er formand for Lions Klub i Hinnerup, og vi har i mange år været med til at arrangere først Kunst på Slottet i Hadsten, som derefter flyttede til hallerne her i Søften. Vi har hele tiden arbejdet sammen med Kunstudvalget og kulturelt samvirke, her i Favrskov, og det er blevet en tradition. Det kan du også se på mange af udstillerne, de kommer igen år efter år, heldigvis.
Hvad betyder Kunst i Favrskov for Lions Klub i Hinnerup?
“Det er en af de aktiviteter, som vi holder i løbet af året for at samle penge ind til vores humanitære arbejde. Så det overskud, som vi laver herfra, det giver vi videre til lokale og udenlandske organisationer, som har brug for tilskud,” forklarer Kim.
Kan du give et eksempel på, hvem der modtager pengene?
“Jeg kan give flere, men fordi vi ikke er så mange i Lions Klub i Hinnerup længere, så har vi fået hjælp fra den lokale Team Favskov Håndbold klub, og de hjælper os med at stille og op pille ned igen, og så giver vi klubben penge fra overskuddet til deres frivillige arbejde. Vi har også hjulpet Frivilligcenter Favrskov med nogle projekter, og så støtter vi børn i Rumænien med midler til mad, så de får noget at spise. Vi giver ikke penge til organisationer, som også har udgifter til administration, men vi prøver at give midler, hvor de kan blive brugt direkte og eventuelt til et projekt,” siger Kim.
Hvorfor er det vigtigt at have en kunstudstilling i Favrskov?
“Det er jo blevet til en tradition, men derudover er kunsten vigtig, og det kan du også se på de mange kunstnere og kunstforeninger, der er i Favrskov, hvor vi selvfølgelig gerne vil have flere til at udstille til Kunst i Favrskov. Kunst behøver ikke kun hænge på museer i de større byer, det er også vigtigt, at den kommer ud til de mindre samfund, og hvor folk fra nær og fjern kan se kunstnere fra hele Danmark udstille. Favrskov kommune er en kommune, hvor kulturlivet bliver prioriteret højt, og derfor er der heldigvis også Kunst i Favrskov, hvor kommunens borgere kan komme og opleve kunst, de ikke ser på et museum,” siger Kim Bjerregaard.
Læs også disse artikler fra Søften Nyt
Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…
Læserbrev: KV25 – En sikker hånd på rattet – Vi peger på Lars Storgaard!
Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved…