[et_pb_section admin_label=”section”] [et_pb_row admin_label=”row”] [et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text”]

Krigen tærer på alle, og det er svært at holde modet oppe. De store ødelæggelser sætter sig i kroppen, og presser selv os journalister til at søge væk fra virkeligheden. 

Af Stefan Weichert

Det føles mærkeligt og direkte forkert at nedfælde det på papir. For det kan godt være, at det er hårdt at være journalist i Ukraine, men det er langt værre for de mange civile og soldater i landet. Krigens brutalitet og de mange ture til fronten tærer på min sjæl, men det er langt værre for de tusindvis af ukrainere, der ser deres land smuldre mellem hænderne på dem. 

Livet som krigsjournalist er altid en balancegang mellem at udføre ens arbejde og forsøge at skærme sig fra det, vi ser. De mange sårede og døde. Liv, der ligger i ruiner, og elendigheden ved fronten, hvor døden lurer lige om hjørnet. Vi skal være objektive. Opleve og skrive om det vi ser, men på samme tid fastholde en distance og neutralitet. 

Det er naturligvis svært. Det er nemt at give slip og forsvinde ind i lysten til at hjælpe andre. Jeg har set det ske for mange journalister i de sidste to år. Det starter ofte i det små og udvikler sig som en steppebrand. Nogle journalister smider objektiviteten ud af vinduet og udfører vel nærmest propaganda, mens andre griber til våben og bliver soldater i hæren.

Jeg forstår godt, at de kan have fået for meget af elendigheden og har svært ved at blive i en rolle som journalist, der nærmest virker som en passiv indskifter på sidelinjen til en fodboldkamp. Og jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at krigen ikke også tærer på mig. 

Det er svært at bevidne elendigheden, men på en og samme tid ikke være en del af det. 

Ukrainsk artilleri ved fronten - Søften Nyt - Foto: Stefan Weichert.
Ukrainsk artilleri ved fronten – Søften Nyt – Foto: Stefan Weichert.

Må forsøge at komme væk

For krigens uhyrligheder sætter sig på nethinden og gnasker af ens sjæl. Det føles til tider som om, at man efterlader noget af sig rundt omkring ved fronten. Jeg tager nogle gange mig selv i at tænke, om jeg nogensinde får brudstykkerne tilbage igen. Jeg er gift med en ukrainer, og krigen er derfor altid tæt på. Den sniger sig ind i hverdagen alle steder. 

Iryna og Stefan gift på deres femårs dag i juli 2024 - Søften Nyt - Foto. Stefan Weichert.
Iryna og Stefan gift på deres femårs dag i juli 2024 – Søften Nyt – Foto. Stefan Weichert.

Det er svært at beskrive. Det er som om, at situationens alvor langsomt bygger sig op, og det er derfor mere afgørende end nogensinde at forsøge at skærme sig selv. En erfaring krigsjournalist fortalte mig for år tilbage, at det handler om at holde en distance. 

Alle får lysten til at hjælpe i svære situationer. Det er kun menneskeligt, men det handler om at finde ro i sin egen rolle. Hvis man først tager skridtet ud af neutraliteten, så er det svært at finde tilbage i rollen som journalist igen. Så smuldrer det hele stille og roligt. 

Jeg tænker ofte på det råd. Og jeg gemmer mig bag min overbevisning om, at jeg som journalist for medier såsom Ekstra Bladet og Avisen Danmark er læsernes øjne. Det handler om at finde sandheden, så de kan se, hvad der sker. Det kræver, at jeg har afstand til tingene. At jeg aldrig vælger side, når jeg beskriver situationen i det krigshærgede land. 

Historisk set er der et væld af eksempler på journalister, der efter glorværdige karrierer langsomt mister grebet og bliver en del af de krige, som de selv dækker. ITN-korrespondenten Michael Nicholson, der havde dækket 15 konflikter på 25 år, valgte for eksempel at adoptere en pige fra et børnehjem i Bosnien, da han dækkede krigen i 1990’erne.

Pressechefen i 24. Brigade tog dette foto af mig i Donbas - Søften Nyt - Foto: 24. brigade.
Pressechefen i 24. Brigade tog dette foto af mig i Donbas – Søften Nyt – Foto: 24. brigade.

Det kan være, at vi hver især har en grænse til, hvor meget vi kan bevidne fra sidelinjen. Et glas, der langsomt bliver fyldt op af alle oplevelserne. Det ville give mening. 

Forsvinder væk en anden verden

Jeg har et par gange talt med en psykolog efter hårde opgaver ved fronten, men generelt forsøger jeg at finde måder at koble af på. Jeg går ture med min hustru og tager ud og bowler med venner, selv om bomberne kan falde ned om ørerne på os hvert et øjeblik. 

Jeg har flere gange kørt gokart med en kammerat, da det er umuligt at tænke på andet end racerbanen, når løbet først skydes i gang. Det tvinger en til at tage et pusterum. 

På samme måde forsvinder jeg også ofte ind i serier og film, når jeg har ophold i byer nær fronten med internet. Det er en måde at få et afbræk på. Nogle gange er det nærmest ligegyldigt, hvad der er. Når serien ruller, følger tankerne med.

Soldater klistrer religiøse symboler alle steder ved fronten. Som en form for beskyttelse - Søften Nyt - Foto: Stefan Weichert.
Soldater klistrer religiøse symboler alle steder ved fronten. Som en form for beskyttelse – Søften Nyt – Foto: Stefan Weichert.

I en krig er der dog altid konstante påmindelser om realiteten. Soldater uden arme og ben, de mange begravelser, de ødelagte bygninger og alarmen, der hyler over byerne. Derfor tager jeg snart på ferie med min hustru til Thailand. Vi har brug for en pause til et sted, hvor ingen tænker på krigen. En luksus som mange lokale ikke har. 

Faktaboks
Stefan Weichert er 33 år gammel, og er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvorefter han tog en kandidatgrad i journalistik og i at rapportere fra kriseområder fra Aarhus Universitet og Swansea University i Wales. 

Siden 2019 har han boet i Kiev og rapporteret fra Ukraine til mange danske og udenlandske medier. Stefan blev sammen med Emil Filtenborg skudt to dage inde i den russiske invasion af Ukraine den 26. februar 2022, og de blev begge evakueret til Danmark og indlagt. Stefan valgte kort tid efter at flytte tilbage til Kiev og har siden rapporteret fra krigen i Ukraine.

Han vil fremover skrive klummer for Søften Nyt, om at leve og rapportere fra Ukraine som journalist.

[/et_pb_text][/et_pb_column] [/et_pb_row] [/et_pb_section]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også