Annoncer

Fire kvinder på scenen og blandt publikum til en forestilling, som mere er en koncert end et teaterstykke. Hvor vi som publikum hele tiden bliver talt til og sunget for, mens de medvirkende gerne vil have os til at tænke over kærligheden. Læs med her om, hvorfor “Frankly My Dear I Don´t give af Damn” på Aarhus Teater bør ses af alle, og du kan stadig nå det, sidste forestilling er den 8. oktober 2022.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Frankly betyder at være ærlig, og ærlig er også hvad de fire skuespillere og musikere på scenen i “Frankly I don´t give a danm” er overfor tilhørerne, eller deltagerne, eller hvad vi skal kalde os selv, mens vi oplever det, som sker på scenen og blandt os i de halvanden time forestillingen varer.

Det starter allerede, når du træder ind. Her er ikke rigtigt nogen siddepladser, men der er en bar, hvor du kan købe bobler, sodavand, øl, vand, tatoveringer af de fire kunstnere og en t-shirt, hvis du vil have en flis af oplevelsen med dig hjem.

I hver side af gulvet foran scenen, er der to podier, hvor publikum kan sidde, men som også spiller en rolle i forestillingen, skal det vise sig.

Frankly...ude blandt publikum - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Forestillingen foregår også ude blandt publikum, her er det ene podie i brug, men ofte går kvinderne på scenen ud blandt os og opfordrer os til at komme tættere på.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Jeg var lidt heldig inden premieren, da jeg havde overværet et pressemøde på forestillingen, og her havde jeg håbet, at jeg kom lidt tættere på, hvad hele herligheden egentlig handlede om, for det vidste jeg intet om, og, Frankly, så vidste jeg heller ikke meget mere, da jeg gik fra pressemødet, andet end at jeg glædede mig til at opleve, hvad instruktøren, Nathalie Mellbye havde fået ud af sin egen idé, hvor hun i sin dagbog for 10 år siden skrev ordene, “Frankly I don´t give a damn”, da hun selv var blevet forladt af en mand, som hun elskede.

Oplevelsen

´Frankly` står der på scenen med store bogstaver, for det er navnet på bandet, og de fire kvinders musikalske, sangmæssige kvaliteter og optræden, vi skal opleve. Jeg vil ikke gå ind i alle de tanker og ord, som bliver kastet ud mod publikum i de næste halvanden time, andet end det er en eksplosion af tanker fra en kvinde, der på et tidspunkt i livet er blevet forladt og som sender os alle sine tanker om at være kvinde, og tale om kærligheden og livet.

Eller det formoder jeg, for som mand har jeg ingen mulighed for at vide, hvad kvinder tænker, andet end hvad jeg får fortalt. Som publikum oplever jeg et tankemylder, som på skift bliver talt og sunget til os. Der bliver brugt ord, kropsbevægelser og skiftende kostumer, til at understrege de mange pointer, som oplevelsen giver os. 

Som publikum bliver der stillet krav til os, når kvinderne valfarter ud blandt os, danser for os, og udklædt som Medusa eller Kali, hvæser af os.

Frankly...Medusa eller Kali - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Er det Medusa eller Kali, som hvæser af dig, det må du selv finde ud af, hvis du vil opleve forestillingen på Aarhus Teater.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Når vi får tanker om graviditet, Adam og Eva, sex, dårlige og gode oplevelser med mænd og alkohol, og velkomponere sange og tekster, der handler om alt og intet og om længslen efter kærlighed.

´Frankly I don´t give a damn` er Rhett Butlers afskedssalut til Scarlet O´Hara i storfilmen fra 1939 “Borte med Blæsten”, da han forlader hende. Forestillingen drejer sig, i mine øjne, om at komme videre fra adskillelsen, og hvordan livet er og bliver levet, og om det største af alt – kærligheden. 

Instruktøren og de fire kvindelige medvirkende har givet mig et halvanden times indblik i en kvindes tanker, og alt det hun har været igennem siden bruddet med manden hun elskede. Derfor tænker jeg også ´Frankly I do give a Damn`, da forestillingen er forbi, og jeg er på vej ud af teatret. 

Sanseindtrykkene fra forestillingen gør, at jeg i flere dage efterfølgende igen og igen tænker på, hvad det er jeg har oplevet på Studio scenen, og jeg overvejer at se forestillingen igen, for at få alle indtrykkene til at falde på plads. 

Jeg kan kun anbefale forestillingen, og jeg glæder mig til de to næste, som Aarhus Teater har i den nære fremtid, Stuepigerne og Traum. Læs selv mere om “Frankly I don´t give a damn” på Aarhus Teaters hjemmeside…og skynd dig at købe en billet og se forestillingen inden det er for sent.

´Frankly I Don´t give a damn” spiller på Studioscenen på Aarhus Teater fra den 8. september til den 8. oktober 2022. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også