Det går stærkt hos ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen i Hinnerup, de har fået en tildligere medarbejder tilbage, de sælger mange boliger via nettet og skuffesalg, og samtidigt er de stolte af, at være med til at arrangere aktiviteter for borgerne i Hinnerup og være med i festlighederne i byen og det omkringliggende samfund.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Hos ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen i Hinnerup har de travlt. Så travlt at de har taget en gammel kending ind i forretningen igen. Jeg kan selv mærke travlheden, da jeg åbner døren til butikken i Storegade i Hinnerup lige over for Bagergården. Tre af de fire medarbejdere sidder med telefonen i hånden, og det er kun partner og ejendomsmægler i John Frandsen kæden, Gert Nielsen, der byder velkommen til journalisten.
Jeg har fulgt forretningen i et stykke tid, og været forbi nogle gange for at høre, om boligsalg og sponsoraftaler i området, men nu er det tid til, at høre lidt mere om, hvorfor John Frandsen i Hinnerup er områdets mest sælgende ejendomsmægler.
“Hej Anders, og velkommen til, godt du kunne komme,” siger Gert, mens jeg får stukket en flaske vand i hånden og vi sætter os sammen ved bordet i mødelokalet.
“Mads kommer om lidt, men derfor kan vi godt snakke sammen inden,” siger Gert.
For det er Mads Skov Larsen, som jeg egentlig er kommet for at tale med. Han har i nogle måneder været tilbage i butikken, efter at han blev uddannet ejendomsmægler i 2021. Gert fortæller mig, at det har været nødvendigt at hive en gammel kending tilbage, simpelthen fordi det går stærkt med at sælge boliger hos John Frandsen i Hinnerup.
“Vi kan selvfølgelig godt følge med, men vi havde brug for ekstra hænder her i forretningen, og derfor var det godt at få en gammel lokal kending tilbage i butikken. Mads har haft sit uddannelsesforløb her i forretningen, og han er også opvokset i Hinnerup, så han kender området rigtigt godt, og det er en stor fordel, når du er ejendomsmægler,” siger Gert, mens Mads nu har sluppet telefonen og sætter sig ned ved bordet sammen med os.
Lokalkendskab og netværk i Hinnerup
Mads, hvorfor er du ejendomsmægler?
“Jeg har altid gerne villet lave noget, der har med salg og mennesker at gøre, og det endte med at jeg tog uddannelsen som finansøkonom og ejendomsmægler. Jeg har haft titlen som ejendomsmægler i snart halvandet år, og da jeg fik muligheden for at komme tilbage til John Frandsen i Hinnerup, så sagde jeg ja tak, da jeg er herfra og jeg har taget en del af min uddannelse her i forretningen,” siger Mads.
Gert påpeger, at det var helt bevidst, at han gerne ville have Mads tilbage i forretningen:
“Vi manglede en medarbejder, fordi vi har travlt, og så var det oplagt at kigge efter en person, som kender området og har et netværk her. Mads var afdelingsleder i vores afdeling i Lystrup, men her kender han byen, forretningen og hele postnummer 8382, så det var oplagt at gribe fat i Mads, og få ham tilbage til Hinnerup,” siger Gert.
Mads smiler lidt, det er ikke helt nemt for ham at blive rost, når han selv sidder og hører på det, men han siger også selv, at han er glad for at være tilbage:
“Det er dejligt at være tilbage i trygge og vante rammer her i Hinnerup, og jeg er blevet modtaget rigtigt godt i fællesskabet i forretningen, og kunderne er glade for mig. Jeg er født og opvokset på Skovsangervej og har gået på Haldum-Hinnerup skolen, så det er som at komme hjem igen,” forklarer Mads.
Mads er ikke den eneste i forretningen, som er lokal. Nanna Volquards, der er studiemedhjælper i forretningen, spiller jyllandsserie fodbold i Søften og er opvokset i Vitten og Hinnerup, og Gert selv bor i Søften.
“Det er kun Sandra her i forretningen, der ikke har et lokalt tilhørsforhold, men det har vi givet hende efterhånden,” siger Gert smilende.
Der mangler boliger
Hvad går boligkøberne efter her i området?
“Her i området er det familievillaer, typisk unge mennesker fra Aarhus, der er ved at stifte familie, der gerne vil købe en bolig i trygge rammer og med 3 – 4 værelser. Med plads til familien og hvor der er gode sportsmuligheder, daginstitutioner og skoler, samtidigt med at de bor relativt tæt på Aarhus. Her er Hinnerup og Søften i top, og hvor vi ser den største søgning,” siger Gert.
Hvad med de andre byer i postnummer 8382, hvordan er boligsalget der?
“I de mindre byer oplever vi også stor interesse fra dem, hvor budgettet ikke er til at bo i Hinnerup. Fx i Norring og Foldby bliver der også bygget meget, hvor der også er to skoler, daginstitutioner og muligheder for at dyrke sport. Ellers er hele området populært, for du er tæt på det meste, og stadig uden for den store by, hvor der her er luft, og mulighed for at leve tæt på naturen,” siger Mads inden Gert gerne vil sige lidt om, hvad de mangler at kunne sælge på markedet.
“Der mangler helt klart flere seniorvenlige boliger i området. Et godt rækkehus på 100 – 120 kvm med en lille have. Det er der rigtigt mange ældre, der gerne vil flytte i. De sidder stadig i deres store villaer i parcelhuskvartererne, og de vil gerne blive boende lokalt, men der er ikke mange muligheder, for at købe en mindre seniorvenlig bolig, for der er ikke mange af dem til salg. Fx havde vi for et stykke tid siden et rækkehus på Gartnervænget. Vi havde 10 fremvisninger lige efter det var kommet på nettet, og det var solgt på fire dage,” forklarer Mads.
Hvorfor er Hinnerup området så populært?
“Fordi der her i lokalområdet er de perfekte rammer for børnefamilier. Det er nemt at være børnefamilie her, der er så mange muligheder, og så er priserne på boligerne lavere end mange steder i Aarhus, så her er der flere muligheder for køberne. Derfor har vi også nemt ved at sælge boligerne, når de kommer til salg. Både på nettet, igennem annoncer i avisen og via det store skuffesalg, hvor boligerne slet ikke bliver annonceret,” siger Gert.
Fest og aktiviteter i lokalområdet
Som ejendomsmægler, der er det boligsalget og vejledningen, der er det vigtigste for forretningen, men hos John Frandsen i Hinnerup, der er det også vigtigt at være en del af lokalsamfundet, og bakke alt det op, der sker lokalt.
“Jeg sidder selv i handelstandssforeningens bestyrelse, for det er vigtigt, at sammenholdet blandt forretninger og erhvervsdrivende i området er stærkt. Derfor var vi også med til at arrangere den nyligt afholdte Byfest, som handelstandssforeningen stod bag. Vi kommer også til Søften GF Venners sponsorcykelløb og deler vand ud og taler med byens borgere. Det er vigtigt, at vi viser, at vi også gerne vil være en del af lokalsamfundet, for at støtte op om de lokale aktiviteter. Derfor var vi også med som sponsor til Djurslands Bank løbet, og på fodboldskolen i Søften i den sidste uge af skolernes sommerferie,” siger Gert.
Jeg siger tak og farvel til Gert og Mads, og vinker til Sandra og Nanna, der igen taler i telefon. Der er travlt på kontoret og med salget af boliger hos John Frandsen, og overfor hos Bagergården strømmer det også ind og ud med kunder. Så det har en betydning at være lokal og støtte lokalt, for ellers sker der ikke så meget i lokalområdet. Jeg er selv lokal, og Søften Nyt vil i den kommende tid kigge nærmere på, hvem og hvad der sker i lokalområdet, så fællesskabet og frivilligheden stadig kan blomstre i vores lokalsamfund.