I Trygfondens Familiehus fejrer de livet

Den 3. maj 2022 er det 10 år siden Trygfondens Familiehus i Skejby åbnede dørene for de familier, som har brug for en tryg base, når deres barn er indlagt i længere tid på Aarhus Universitetshospital. Læs med her omkring, hvad huset er, og mød den daglige leder, Vinni Stenholt, der fortæller om huset, og hvilken betydning det har for familierne, der bor her.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg har kørt forbi huset hundredvis af gange, når jeg har været på Aarhus Universitetshospital, eller under corona, når der skulle tages PCR-test af mig selv eller familien. Navnet “Trygfondens Familiehus” ligger i min underbevidsthed, for jeg har set logoet og navnet så mange gange.

Jeg har bare ikke vidst, hvad huset indeholder, andet end at det er et hus for familier, hvis børn er indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby, men i anledning af at huset har 10-års jubilæum har jeg inviteret mig selv indenfor. Ikke for at tale med brugerne af huset, men for at høre om huset, de frivillige, de ansatte, og hvorfor det er nødvendigt med et fristed for familierne, når deres barn er langtidsindlagt på hospitalet.

“Hej Anders, dejligt du kunne komme, vi sætter os lige ind i personalerummet og snakker lidt, inden jeg viser dig resten af huset, men vi skal lige have en kop kaffe med først, ” byder den daglige leder, Vinni Stenholt mig velkommen ved indgangen til huset. På vejen til derhen fortæller hun mig om, hvad Trygfondens Familiehus egentlig er:

“Vi er et sted, hvor de familier, som har et barn indlagt på sygehuset i længere tid, kan være og opholde sig. Et hjem uden for hjemmet, og husets opgave er at hjælpe familierne bedst muligt mens de er her. Det koster 100,- kroner per nat at være her, og vi har cirka 400 familier, som bor her i kortere eller længere tid henover året i de 22 værelser, som der er til rådighed her. De indlagte børn kommer heldigvis meget med herover i huset, da vi giver et frirum fra behandlingen,” siger Vinni mens vi sætter os tilrette i personalestuen.

Intet hus uden frivillige

På væggen hænger en tavle med navneskilte på alle de frivillige, som er i huset, her henter de skiltet inden de starter deres frivillige arbejde i huset, og det giver mig anledning til at spørge, hvorfor det er nødvendigt med frivillige i Trygfondens Familiehus?

“Det er det for at skabe sjælen og hjertevarmen i huset. At der bliver skabt en hjemlig stemning, og at de frivillige kan give familierne en pause i hverdagen og hjælpe dem med at få hverdagen til at hænge bedre sammen, så de kan være nærværende for det indlagte barn og deres eventuelle andre børn. Familierne står egentlig selv for maden, mens de er her, men de frivillige laver nem mad til familierne flere gange om ugen, og så kan familierne tage maden, når de har brug for den. Det koster dem heller ikke noget ekstra,” fortæller Vinni.

Hvad laver de frivillige i huset foruden mad?

“De hjælper med aktiviteter, de er med til at holde huset og holde fødselsdage for indlagte børn og deres søskende. Vi har også et stort udenomsareal, som skal holdes, og det kommer der også frivillige hver uge, der gør. Vi oplever også tit, at forældrene bruger de frivillige til at tale sammen med, lege sammen med, og ind i mellem også som barnepiger. De frivillige hjælper til, at familierne kan trække sig tilbage her, når det indimellem bliver for svært på sygehuset, men også at familierne kan være her, og ikke skal tænke på andet, end dem selv. Huset kan ikke fungere uden de frivillige, uden dem var der ikke noget familiehus,” siger Vinni.

Udfordringer for huset

Da Trygfondens Familiehus er en selvejende institution, så kræver det mange midler for at kunne stille huset til rådighed for de mange familier, der bor her henover året. Så en del af Vinnie tid går med at samle penge ind.

“Vi har brug for 2.500.000,- kroner i indsamlede midler hvert år, for at kunne holde liv i huset. Linjen i vores økonomi er, at en hel del virksomheder sponsorerer 50.000.- kroner per værelse, og så er vi meget opmærksomme på støtte fra forskellige fonde. Der er også mange private der giver 200,- kroner hvert år, og vi skal have mindst 100 private donationer om året, for at vi kan blive ved med at være en velgørende forening. Region Midt givet et drifttilskud til vand, varme og el, og ellers søger vi fonde til den løbende økonomi og driften. Trygfonden gav i sin tid bygningerne, og Region Midt gav grunden, men den løbende drift til de tre deltidsansatte og mig som fuldtidsansat, de midler skal vi selv skaffe. Derfor er vi glade for hvert et bidrag, som vi får,” siger Vinni, inden vi går ud fra personalestuen for at gå en tur rundt i huset.

Vi begynder ved familievæggen, hvor de mange børn, indlagte og søskende, som har boet i huset hænger på væggen, det fortæller Vinni om i denne video (artiklen fortsætter efter videoen):

På vej rundt i huset viser Vinni mig også den nye afdeling, hvor der også er indrettet et køkken, som forældre og søskende kan bruge. Hver familie har et køkkenskab og et køleskab til deres varer, og så laver de frivillige også mad til familierne et par gange om ugen.

“Vi får også mad fra fødevarebanken, som kommer hver fredag og fylder vores mange køleskabe op, og som hjælper forældrene med at skabe overskud i hverdagen. Mange af vores familier kommer her igen og igen, hvis deres barn skal genindlægges. For nogen er det rigtigt hårdt at være her, hvor andre børn ser det som en ferie. Vi prøver bare at gøre det så godt som muligt for børnene, mens de er her,” siger Vinni, mens hun viser mig ud på legepladsen, og hvor hun fortæller om, hvorfor legepladser er vigtige for de børn, der bor i huset, men også for deres indlagte søskende (artiklen fortsætter efter videoen):

På rundturen taler vi også om, hvorfor Vinni egentlig arbejder her, men også hvad det giver hende som menneske, at være så tæt på sygdom, sorg og glæde hver eneste dag i hendes arbejdsliv?

“Jeg er selv uddannet børnesygeplejerske, men jeg kunne mærke, da jeg så stillingsopslaget for 10 år siden, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke søgte stillingen. Heldigvis fik jeg den, og mit arbejdsliv har ikke været det samme siden den gang. Jeg har en kæmpe ydmyghed over livet, for det er voldsomet at se på de ting, som vi oplever her i huset. Hvordan livet kan ændres fra det ene sekund til det andet, og du får en kæmpe respekt for familiernes kamp, som de skal komme bedst muligt igennem. ´Hvis mit barn kan være i det, så kan jeg også!` taler vi tit med dem om. Du får meget med hjem herfra, det er fantastisk at se den livsgejst, der eksisterer her. Du for en større taknemmelighed, for det du selv har, men det er også hårdt at opleve den sindssyge uretfærdighed der sker, når børn og voksne bliver syge. Du får noget dybere med dig, som jeg ikke helt kan forklare her,” siger Vinni inden vi er tilbage i personalestuen igen, hvor jeg vil stille hende det sidste spørgsmål:

Hvad siger familierne til at være her?

“Vi oplever en meget stor taknemmeliged fra familierne, og mange af dem siger, at de ikke ved, hvad de skulle gøre uden huset. De bliver ved med at komme tilbage, både når de har et barn, der er blevet rask, men også hvis de har mistet et barn. Den tid familierne er her, det er normaltiden for dem, at de og deres børn har det godt, mens de er her. Måske får de at vide, at tiden rinder ud for dem og deres barn, men så må vi i huset skabe gode oplevelser for dem, mens de er her,” fortæller Vinni Stenholt på vejen ud, og hvor jeg selv oplever to søskende spille bordtennis sammen foran væggen med de mange aftryk af hænder, som hvert enkelt barn, der har været her, har givet til huset.

Se en video af huset ude og inde: