Annoncer

For nogle partier blev kommunalvalget i Favrskov Kommune en kæmpe succes, for andre endte det værre end håbet, og for os der var tilstede på valgaftenen og natten, blev det hele lovligt spændende, da det eksisterende røde flertal på 13 – 12 endte i 12 – 13 i grøn/blå favør inden forhandlingerne om magten i kommunen skulle i gang.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Normalt når du tænker fest, så er det mange mennesker, hujen, hygge og godt humør, som du måske ser for dig. Det var der knap så meget af, da jeg trådte ind af hovedindgangen i Inside i Hammel tirsdag den 16. november klokken 22:00. Lige inden for døren stod en kødrand af journalister og fotografer, der alle ventede spændt på det sidste valgresultat, der manglede at komme, før hele Favrskov Kommune var færdigoptalt.

Der var helt stille, alle kiggede på storskærmen der viste, at både Socialdemokratiet og Venstre var gået tilbage i hele Favrskov, og Det Konservative Folkeparti var gået voldsomt frem. Mandat fordelingen efter de sidste stemmer var talt op blev følgende:

Socialdemokratiet9 mandater
Konservative6 mandater
Venstre5 mandater
Radikale1 mandat
Enhedslisten1 mandat
Socialistisk Folkeparti1 mandat
Nye Borgerlige1 mandat
Dansk Folkeparti1 mandat

I alt 25 mandater blev fordelt af vælgerne til kommunalvalget, Konservative får det sjette mandat, da de er i valgforbund med samlingspartiet. De Radikale, SF og Enhedslisten er i valgforbund, og Enhedslistens ekstra stemmer trækker SF og De Radikale på sikker grund med et mandat hver.

Socialdemokratiet mister to mandater og Venstre mister fire, de fire går til de Konservative, og da jeg møder Knud Schøler fra Søften, der både er opstillet på de Konservatives kandidatliste og er formand for partiet i Favrskov Kommune, er han ikke den eneste, der er i feststemning i det lokale, som de Konservative har fået stillet til rådighed på valgaftenen:

“Det her er helt vildt det her, jeg havde håbet på 12%, og så ender vi på over 20% procent af vælgerne, der har stemt på os. Det er helt vildt,” siger Knud og puster den næste ballon op med det store C, som er Det Konservative Folkepartis logo.

Knud Schøler og Flemming Aaen Jensen fra De Konservative - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Knud Schøler og Flemming Aaen Jensen fejrer Det Konservative Folkepartis gode valgresultat. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Jeg går tillbage ned af trappen og kan se, at Nils Borring er i gang med at blive interviewet af TV 2 Østjylland. Rundt om ham uden for kameraets øje står journalisterne i kø for at tale med ham. Lige nu ser det ud til, at han er langtfra at kunne fortsætte som borgmester de kommende fire år.

Jeg stiller mig i kø, og venter pænt på, at de større medier har haft Nils Borring igennem live til deres respektive redaktioner. Jeg får som den sidste i rækken et par minutters interview, hvor Nils Borring stiller op med et stort smil, men hvor skuffelsen kan mærkes bagved.

Det er ikke nemt at komme til at interviewe Nils Borring, når mange journalister omringer ham.
Video: Anders Godtfred-Rasmussen.

Det er ikke helt den samme Nils Borring, som jeg mødte tidligere på dagen i Søften, hvor han var spændt på valget, men nu hvor valgresultatet er kommet, og socialdemokratiet ikke selv kan stille med et flertal, så er han lige nu i ukendt farvand.

Jeg siger tak for snakken til borgmesteren og går nogle få meter over til de andre politikere fra rød blok. Peder Meyerhoff fra Enhedslisten og Søren Frandsen fra SF. De står og kigger valgresultater på en skærm, da jeg spørger dem til, hvad de tænker om deres eget resultat.

Peder Meyerhoff er glad for, at det er lykkede at bibeholde Enhedslistens mandat og at det er lykkedes de to andre partier i deres valgforbund, SF og de Radikale, også at få et mandat, mens Søren Frandsen er ked af, at den røde blok mistede deres flertal.

“Nu håber jeg bare, at Det Konservative Folkeparti lokalt i Favrskov kommer til at levere på klimaet, som de har lovet i valgkampen, men jeg skal se det, før jeg tror på det,” siger Søren Frandsen inden jeg igen trækker mig tilbage til det lokale, der er stillet til rådighed for journalisterne.

Søren Frandsen og Peter Meyerhof - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Søren Frandsen fra SF og Peter Meyerhof fra Enhedslisten er begge glade for, at begge partier fik genvalg til Byrådet i Favskov. Jeg fik desværre ikke navnet på vedkommende yderst til venstre.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Herinde er der en livlig støj, journalisterne fra Lokalavisen Favrskov taler sammen indbyrdes hele tiden, for de sender live på nettet, og ligger hver i sær nyt ud, når de har fået skrevet det færdigt.

Ved et andet bord sidder redaktionen fra Favrskov Liv og skriver nyheder, og P4´s enlige udsendte sidder og arbejder ved skærmen, når han ikke er i gang med at sende live i radioen fra Hammel. Jeg taler med Byens Nyts udsendte, der skal dække tre postnumre, så han har også rigeligt at se til.

P4´s udsendte interviewer Birgit Liin fra Venstre - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Der var mange muligheder for at tale og interviewe politikerne, her er det Birgit Liin fra Venstre, der taler med DR P4. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen

TV2 Østjylland har flere journalister og et kamera på stedet, men jeg har ikke selv mulighed for at se, hvad de egentlig interviewer politikerne om, men travlt har de, for de er ofte igennem studiet og derfra ud til seerne.

Jeg har ikke prøvet at dække et valg før, og Søften Nyt bliver aldrig et medie, hvor vi vil være først med det sidste, men jeg føler alligevel en vis samhørighed med de andre journalister på stedet, og at vi ikke er konkurrenter en sådan aften. Selvom jeg da også godt kan se, at alle kæmper om at sende nyt ud til deres læsere og seere, og måske håbe på at de sidder med scoopet, nu hvor valgresultatet blev så meget anderledes, end hvad mange måske har troet.

Midnat
Jeg går en tur op til politikerne igen, og jeg kan se at Thomas Storm endelig er ankommet fra Søften. Han har været Valgstyreformand på afstemningsstedet i Søften, og kan derfor først forlade afstemningsstedet som den allersidste, når alt er talt op og indberettet, derfor er der gået noget tid inden han kunne komme til Hammel.

Vi taler kort om resultatet, og han kan godt se, at Venstre står til en tilbagegang lokalt, at det blev til fem mandater gør, at han nu er meget spændt på at se de personlige stemmetal, og hvordan det ser ud for ham selv. Fra Søften kan han se på stemmetallene, at han har fået flere end sidst, og faktisk har han fået mere end 75% af alle venstrestemmer, der er afgivet i Søften, fortæller han mig. Thomas skal tale med andre, så jeg går nedenunder igen, for hvis Thomas Storm er kommet, så må Steen Thomasen og Charlotte Green, begge fra Søften, også være på vej.

Vi står en del journalister ved hovedindgangen og venter på, at der skal komme politikere ind, men Charlotte og Steen har taget bagindgangen, men flokken af journalister finder dem, og der opstår hurtigt en kø ved Charlotte Green for at tale med hende om Det Konservative Folkepartis succes. Mens jeg som den eneste taler med Steen, der smiler, selvom de personlige stemmetal han fortæller mig nok ikke giver en plads i det kommende byråd. Han ser fattet, men skuffet ud, og efter at have hilst på flere andre af de tilstedeværende politikere, går han op til resten af den Socialdemokratiske gruppe på første sal.

Hvor bliver spidskandidaten fra De Konservative, Lars Storgaard, af? Alle går og venter på ham, at han skal komme fra Ulstrup. Journalister, politikere og de andre tilstedeværende går og venter ved hoveddøren til Inside. Jeg står oppe for enden af trappen ovenpå og kigger ned. Bag mig er stemningen mærkelig, der er stille og der kan kun høres en sagte mumlen fra de, der står og taler sammen bagved mig. I De Konservatives lokale er der fest og stemningen er høj. Vi kan alle se derind, for den ene halvdel af rummet er dækket af vinduer, og der er glæde at se. I fællesområdet går der politikere frem og tilbage fra deres valglokaler.

Jeg går et smut fordi socialdemokraterne, hvor stemningen er alt andet en god. Kandidaterne taler sammen indbyrdes og siger hej, og selvom Socialdemokratiet fik flest mandater og stemmer til valget, så kan de også godt se, at de ikke selv sidder med nøglen til at kunne bestemme, hvem der skal sidde med magten i det kommende byråd.

Stemningen hos socialdemokraterne - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Stemningen er ikke fantastisk hos Socialdemokratiet, selvom de fik flest stemmer til kommunalvalget. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Jeg går ud til cafeområdet igen og møder Charlotte Green. Normalt er det rimeligt nemt at få hende til at snakke, men ikke i dag. Hun er glad og fattet, men ser også spændt ud, for hun kan heller ikke endnu sige noget om, hvad den store fremgang har af betydning for De Konservative i Favrskov. Hun venter også på de personlige stemmetal, som endnu ikke er kommet.

Lars Kommer
Nu opstår der liv ved hovedindgangen, Lars Storgaard er på vej, og flere medier prøver at interviewe ham på vej op til De Konservatives valglokale. Han siger ikke alt for meget endnu, andet end at han er glad for resultatet, og at han skal have det talt igennem med resten af de fremmødte konservative kandidater, og han vil ikke sige noget om, om det skal være ham, der skal være borgmester, fordi der skal forhandles med de andre partier. Vi får pænt tak fordi vi kom og hørte på ham, og mens han og resten af kandidaterne fra De Konservative trækker sig tilbage, så går vi ud af rummet til lyden af en champagneprop, der bliver skudt op fra endnu en åbnet flaske i De Konservatives valglokale.

Vand skal der til Lars Storgaard - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Væskebalancen skal opretholdes med alle de interviews. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg vender tilbage til journalisternes valglokale, for at prøve at skrive på denne artikel, men det er svært af finde ro, for selvom stemmerne er talt op, så mangler vi stadig at finde ud af, hvem er inde og hvem er ude af de 25 pladser i det kommende byråd.

Vi er flere, der går ovenpå igen til de Konservative, for de personlige stemmetal er ved at være klar. Lars Storgaard kommer ud foran os journalister, sammen med de fem andre kandidater, der har opnået valg, og glæden er stor. Journalisterne står i en kødrand foran de seks personer, mens Lars Storgaard smiler og taler om det gode valgresultat. Jeg er her ikke for at tale med ham, det lader jeg de andre om, men det er alligevel svært at få taget et godt billede, med alle de andre kameraer, der peger på Lars og de andre politikere.

På det her tidspunkt, var det kun afklaret, hvem der kom.i byrådet. Forhandlingerne om magten var endnu ikke for alvor kommet igang. Video: Anders Godtfred-Rasmussen.

Ret hurtigt er seancen færdig, og medierne trækker sig tilbage igen. Klokken er nu 2, og jeg har ikke brug for at være tilstede ret meget længere. Lige da jeg skal til at gå, der møder jeg Torben Christensen og Peter “Pet” Petersen fra de Radikale. Fra dem begge ser jeg det største smil, som jeg endnu har set på hele valgaftenen, for De Radikale har også fået et godt valg og har fra første januar 2022 fået Torben Christensen i byrådet.

Jeg får lov til at se det stykke papir, hvorpå der står, hvilke personer, der er valgt ind i byrådet i den kommende periode. Der er flere nye personer, og derfor er der også en del fra det gamle byråd, der ikke længere er at finde på listen. Det er som Nils Borring sagde til mig tidligere på dagen, en valgdag er en glæde og sorgens dag, nye kommer til og andre må forlade byrådet igen.

Jeg forlader Inside efter en lang dag og lidt af natten med valg. Nu kender vi resultatet, men hvem der bliver borgmester og skal styre kommunen som borgmester de kommende fire år, det må vi vente lidt med endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også