Annoncer

I Søften findes et fodboldhold, hvor alderen på spillerne er noget højere end de spillere, der normalt løber rundt på banerne ved klubhuset på Neptunvej. De kalder sig selv + 60, selvom gennemsnitalderen er nærmere de 70. Her er det ikke hurtigheden, men fællesskabet og det at røre sig, der er i højsædet…og også at komme lidt væk hjemmefra hver fredag.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hver fredag året rundt løber en flok spillere rundt på banen og spiller fodbold. Det er ikke farten eller afleveringernes hurtighed, som først fanger mine øjne og ører, da jeg nærmer mig lysbanen på fodboldanlægget bagved klubhuset på Neptunvej i Søften. Det er mere de råb og kommentarer, der kommer fra herrerne, som skiftevis løber, lunter og går rundt på banen:

“Tommy, spil mig nu, jeg er fri foran mål”…”Esben kom nu videre med bolden”…og “Gert, det der er en selvhenter”. Der er meget lune og hygge i de råbende stemmer, og det er tydeligt at det her er mænd, som kender hinanden rigtigt godt. De hygger sig på banen, og i de 30 minutter jeg står og kigger på dem spille, mens jeg tager billeder af dem med en drone, mit kamera og bare lytter til deres tilråb, så kommer jeg i bedre og bedre humør af, at høre de voksne mænd spille sammen og mod hinanden, og nyde hinandens selskab.

Undervejs i spillet stopper de op, og kommer over og snakker med mig. Om det er fordi, at de har brug for en pause eller fordi de gerne vil smådrille journalisten, ved jeg ikke, men talelysten er stor selvom det er koldt denne vinterdag.

“Dejligt at se dig, Anders, og velkommen til. Du er velkommen til at være med, men husk at vi ikke tackler hinanden på det her hold,” siger Tommy Astrup, der selv er 74 og er en af ophavsmændene til fodboldholdet.

Jeg takker dog nej, og vil hellere følge spillet fra sidelinjen, men inden spillet sættes i gang igen, der fortæller Helge Mølbak Sørensen på 71, der selv mener, at han er en af de yngre kræfter på holdet, at han egentlig havde opgivet at spille fodbold, fordi han har fået en ny hofte, men:

“Jeg spiller på det her hold for fællesskabets skyld, jeg bor i dag i Spørring, men jeg har tidligere spillet i Korsholm, så lidt lokal er jeg da. Hver uge ser jeg frem til at komme og møde de andre gutter, det er et af ugens højdepunkter, og selvom nogle af os render rundt med en skavank eller to, så er der plads til alle her, bare du har lyst til at være en del af fællesskabet,” siger Helge, inden han sammen med de andre spillere stiller op foran de to mål igen.

Liv på banen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Der er små pauser undervejs i spillet, når bolden skal hentes bag træerne, eller den er blevet sparket lidt for langt væk, men så giver det også energi til at kunne spille i længere tid. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Plads til alle

Spillet går lystigt mellem de to mål, og herrerne er ikke altid fantastiske til at ramme hinanden, når de spiller til hinanden, men så får de også en pause ind imellem, når bolden skal hentes bag målet ude ved træerne.

Lidt efter fløjtes kampen af, i dag har de spillet i en time og 15 minutter, og nu er det tid til lidt afslapning med en øl eller sodavand i solskinnet foran klubhuset. På vej derhen taler jeg med dagens yngste spiller. Det er 62-årige Gert Dremark fra Hinnerup.

“Jeg kommer her for at røre mig, bruge min krop fysisk og holde den i nogenlunde form, selvom jeg ikke er helt ung længere. Fællesskabet fylder heldigvis det meste her, vi er alle oppe i årene og vi støtter hinanden meget, også når vi ikke kan spille. Vi hygger også uden for banen med årlige sommer- og julefrokoster, så det hele ikke går op i bold,” griner han, inden han sætter sig på bænken foran klubhuset med en øl i hånden.

Snak blandt venner - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Snakken efter træningen er vigtigt, men det er ikke kun de som kommer til dagens træning der snakkes med, andre som ikke har været der i et stykke tid bliver ringet op for at høre, om de har det godt, og om de ikke snart kommer igen. De passer alle på hinanden på fodboldholdet i Søften. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Esben Hansen på 72, der bor på Orionsvej i Søften tilføjer, at der var et tidspunkt, hvor de overvejede at stoppe, fordi nogle mente, at de var for gamle.

“Heldigvis var der nogle kloge hoveder, der sagde, at det kunne vi godt glemme. Derfor finder du heller ikke kun spillere fra Søften og Hinnerup. Folk kommer kørende fra Aarhus, Korsholm, Spørring og andre steder fra lokalområdet. Førhen, da vi var yngre og spillede i hver vores klub, der gik det meget op i de mange lokalfejder, fx mellem Søften og Hinnerup, når vi spillede på banen mod hinanden. I dag går det op i at være sammen i et fællesskab og hygge sig med hinanden, mens vi holder os i gang,” fortæller Esben.

Fællesskabet er det vigtigste

Denne fredag er de 12 samlede, men der er flere, der normalt kommer og er med:

“Vi er 19 faste, der kommer troligt så tit vi kan, men der er plads til flere, og du behøver ikke være plus 60 for at være med. Du er også velkommen, Anders, bare der ikke bliver tacklet, for det er ikke alle knæ, hofter og fødder, der kan holde til det. Ellers er det bare at møde op foran klubhuset på Neptunvej fredag formiddag klokken 10, vi spiller sammen hele året her i Søften,” siger Tommy.

Inden Lars Lauengaard på 73, der gerne vil have det sidste ord denne solskinsrige formiddag i Søften:

“Det er vigtigt, at vi holder os selv i gang, men også at vi holder selve holdet og hinanden i gang. Vi er her for fællesskabets skyld, og fællesskabet betyder rigtigt meget for hver og en af os,” siger Lars, inden de andre siger skål i den sidste slurk øl. Der skal klædes om, for det er alligevel koldt at stå uden for klubhuset, når temperaturen endnu ikke er kommet over fem grader denne kolde vinterfredag.

Hygge uden for banen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Skål og tak for i dag, vi ses næste fredag klokken 10:00, hvor alle, der har lyst til at spille fodbold er velkommen til at være med. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også