Den 26. oktober 1984 blev Rotary klubben i Hinnerup stiftet, og der er nu gået 40 år siden dengang. Søften Nyt har mødt tre af medlemmerne, der var med til at stifte klubben dengang og som stadig kommer i klubben uge efter uge, og et enkelt medlem, der har været med knap så længe.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

På Skovvej 3 i Hinnerup, lidt gemt væk fra vejen og klos op og ned af jernbanen ligger en grå og firkantet bygning med vinduer ud mod Skovvej. Det er her, at Rotary klubben i Hinnerup hører hjemme, og holder møde hver mandag år ud og år ind. For mange lyder Rotary måske som en loge, der kan virke hemmelig, men det gør det ikke for mig selv, da min far, Aksel Rasmussen, var med til at stifte den for 40 år siden, og jeg derfor har hørt meget om klubben og været med på besøg flere gange.

Aksel er også et af de fire medlemmer, som jeg skal mødes med og interviewe i Rotary lokalerne i anledning af 40-års jubilæet. For at høre lidt mere om, hvad Rotary er for en størrelse, og hvad medlemmerne laver en gang om ugen.

Omkring bordet sidder Flemming Sørensen, Torben Sejr Hansen, Aksel Rasmussen og Bjarne Andersen. De er alle op i årene, og de første tre var med til at stifte Rotary i Hinnerup, og derfor vil jeg også gerne tale med dem om udviklingen i klubben fra dengang.

På talerstolen i Rotary i Hinnerup hænger det Rotary hjul, som har fulgt klubben i alle 40 år, siden klubben startede. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
På talerstolen i Rotary i Hinnerup hænger det Rotary hjul, som har fulgt klubben i alle 40 år, siden klubben startede.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvad er Rotary for en størrelse?

“Det er en erhvervsklub, men hvor du også får et kammeratskab med andre medlemmer fra området. Jeg er ikke medlem for min forretnings skyld, det har jeg aldrig været, men for at skabe et større netværk i Hinnerup og Omegn, og lære andre at kende inden for Rotary i Danmark og i udlandet,” siger Flemming Sørensen, der siden 1975 har haft VVS forretning i Hinnerup.

Bjarne Andersen, der har været medlem af Rotary i Hinnerup siden 2017 tilføjer:

“Vi kommer ikke kun hver mandag for at mødes og hygge. Rotary er meget mere end det. Selvfølgelig er vi et erhvervs- og socialt netværk, men vi har også ungdomsudveksling og så donerer vi mange penge til velgørenhed, og så startede Team Rotary Favrskov cykelklubben også i disse lokaler (I dag hedder det Team Rotary Cycling, red.),” siger Bjarne.

I 2012 skrev Aarhus Stiftstidende en artikel om det nyopstartede Team Rotary Favrskov, og at der i det første år var samlet 500.000,- kroner sammen, blandt andet til en bus til Neurocentret i Hammel. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
I 2012 skrev Aarhus Stiftstidende en artikel om det nyopstartede Team Rotary Favrskov, og at der i det første år var samlet 500.000,- kroner sammen, blandt andet til en bus til Neurocentret i Hammel. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvad laver de i Rotary?

“Hvis vi kigger på, hvad det er vi gør, så har vi haft et projekt, hvor vi samlede penge ind til udstyr i Belarus. Vi har også holdt loppemarked i den gamle brugs på Kastanjetorvet, inden den blev til en genbrugsforretning, og så gik Gert F. Jensen og jeg i gang med at arrangere cykelture til Paris tilbage i 2010, hvor vi var afsted for første gang i 2011,” siger Flemming.

Han fortæller, at der dengang var lang tids ventetid for at kunne komme på et Team Rynkeby cykelhold, og så ville ham og Gert gøre et forsøg, for at stable et lokalt hold på benene.

“Det lykkedes og lave et samarbejde med de andre klubber i nærheden i Hammel og Hadsten, og siden dengang er det lykkedes at samle 2,5 millioner ind til velgørenhed via den årlige cykeltur,” siger Flemming.

Torben Sejr Hansen, der er landmand og bor i Tinning, har selv haft landbrugsprojekter i Tanzania, og her fik han Rotary i Hinnerup til at give penge til lokale projekter i Tanzania:

“Vi lavede drikkevandsboringer for de lokale, så de kunne få rent drikkevand, det har Rotary i Hinnerup været med til at støtte,” siger Torben.

Hvorfor er I medlem af Hinnerup Rotary klub?

“Dengang i starten af 1980´erne, der havde jeg ikke så stort et netværk i området, og derfor meldte jeg mig ind og var med til at starte klubben. I begyndelsen havde vi lejede lokaler, som ligger ovenover SuperBrugsens flaskeautomat, men senere købte vi de her lokaler og fik den renoveret,” siger Aksel, og minder mig om, at min egen efterkonfirmation blev holdt i lokalerne midt i Hinnerup tilbage i 1987.

“Jeg blev opfordret til at melde mig ind, og det var jeg stolt over. Det var dengang, ligesom i dag, at du bliver inviteret med til nogle møder som gæst, for at finde ud af, om det er noget for dig. Så bliver du indstillet og bliver efterfølgende medlem,” siger Torben.

Flemming forklarer, at han også har været glad for at være med til at møde andre klubber i ind- og udland:

“Vi har haft en venskabsklub i England indtil 2018, som vi har besøgt, og de har besøgt os, og så besøger vi også andre klubber. Det er også sådan, at hvis du er på besøg i andre byer, hvor der er Rotary klubber, så er det velanset, at du tager kontakt og besøger klubben, hvis du har mulighed for det. Min kone, Lisbeth, er med i Innerwheel, som er for kvinder, og hvor de mødes engang om måneden. Rotary er heller ikke kun for mænd, for vi har flere kvinder som medlemmer i dag,” siger Flemming.

Hvad foregår der på et Rotary møde?

“Vi mødes hver mandag fra 18:15 til 19:45. Vi synger en sang, og så har et medlem tre minutter til at fortælle om noget interessant, som vedkommende har oplevet. Derefter spiser vi sammen og så er der et foredrag, eller vi tager ud og holder udemøde, fx ved Østjysk Vin, besøg hos DR P4 eller noget helt tredje,” siger Bjarne.

Skal medlemmerne deltage i alle møder?

“Der er ikke mødepligt, men du skal huske at melde fra, og vi opfordrer alle til at komme så ofte, som de kan,” forklarer Bjarne.

Hvad sker der ellers i klubben?

“Vi har forskellige udvalg, som sørger for at arrangere vores møder, og udvikle Hinnerup Rotary klub, og så uddeler vi også hvert år en initiativpris til en lokal virksomhed, hvor det i 2023 var REMA 1000 i Søften, der fik prisen. De forskellige poster i klubben skifter hænder en gang om året, og lige nu er præsidenten for Hinnerup Rotary klub Kåre Kjartan Søstrøm,” siger Bjarne.

Christian Møller og Anders Riis fra REMA 1000 i Søften modtog i 2023 Rotary Hinnerups Initiativpris. Kunstværket er lavet af den lokale kunstner, Morten Tropper, som er i midten af billedet. Kunstværket kan stadig ses i REMA 1000 i Søften. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Christian Møller og Anders Riis fra REMA 1000 i Søften modtog i 2023 Rotary Hinnerups Initiativpris. Kunstværket er lavet af den lokale kunstner, Morten Tropp, som er i midten af billedet. Kunstværket kan stadig ses i REMA 1000 i Søften. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Rotary i Hinnerup i 40 år

I Rotary i Hinnerup har de i dag 37 medlemmer, men de vil gerne være nogle flere, og de arbejder meget på, at gøre møder og arrangementer så attraktive som muligt, så også flere har lyst til at deltage.

“Vi er ikke en loge eller en hemmelig klub, vi er åbne for alle, men det er ikke en hemmelighed, at det har været svært at fastholde medlemmer over de 40 år vi har været i gang. Vi er måske ikke så synlige lokalt, som vi kunne være, men det arbejder vi på at blive,” siger Flemming.

Aksel var i mange år med til at sende unge mennesker afsted på udveksling, og det er også noget, som klubben stadig gør for unge mennesker, der gerne vil prøve at bo i udlandet i et år.

“I sommers fik vi en lokal pige hjem, Filippa Balle som virkelig havde udviklet sig meget i det år, hun havde været afsted, og hun fik også den fornemme Paul Harris Award, mens hun var afsted. Samtidigt havde vi i klubben en udvekslingsstudent fra Mexico, der var så glad for at være her, at han ikke havde lyst til at tage hjem. Når vi sender et ungt menneske afsted, så kommer de altid ud til en værtsfamilie, der også er medlem af Rotary, og det giver også en vis tryghed for den unge og familien,” siger Aksel.

Hvad skal Hinnerup Rotary klub blive bedre til?

“At fortælle mere om os selv, og være bedre til at besøge andre klubber og tage de gode ting med tilbage, så vi alle kan lære af hinanden og blive bedre. Jeg har selv været med siden 2017, og fortsætter i mange år endnu, forhåbentlig sammen med Torben, Flemming og Aksel, og hvis du gerne vil være medlem, eller høre mere om klubben, så kontakter du os bare,” siger Bjarne med et smil.

Vimpler fra Rotary klubber fra hele verden hænger i loftet rundt i hele Rotarys lokaler i Hinnerup, og viser de mange besøg, de har haft, men også når medlemmer har besøgt andre klubber i ind- og udland. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Vimpler fra Rotary klubber fra hele verden hænger i loftet rundt i hele Rotarys lokaler i Hinnerup, og viser de mange besøg, de har haft, men også når medlemmer har besøgt andre klubber i ind- og udland.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Faktaboks
Rotary er et netværk i hele verden med mere end 1,2 millioner medlemmer. I Danmark er der cirka 10.000 medlemmer, hvoraf de 37 er medlem i Hinnerup. Rotary startede i 1905 i Chicago af Paul Harris, og har siden udviklet sig til at blive en verdensomspændende organisation. Medlemmerne er kvinder og mænd, der repræsenterer en bredt udsnit af et lokalområdes brancher. Hvis du vil vide mere om Rotary i Hinnerup, så kontakt Bjarne Andersen på bjarne@kappelsdal.dk, du kan også se mere på deres Facebookside – https://www.facebook.com/hinneruprotaryklub
Annonce – Vi støtter Søften Nyt
  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også