Annoncer

I seks år har Poul Aage Fogde udstillet egne billeder til ´Kunst i Favrskov`, men kunsten har fulgt ham gennem hele sit liv, lige siden han begyndte at tegne, mens han stadig sad i højstolen i midten af 1940´erne.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg trasker hen ad Æbleparken i Søften, jeg er på vej til at besøge Poul Aage Fogde og interviewe ham om kunst. Baggrunden er den kommende kunstudstilling – ´Kunst i Favrskov`, hvor Poul Aage skal udstille. Forinden vil jeg gerne vide lidt mere om, hvordan Poul Aage ser på begrebet kunst, hvad det betyder for ham, og hvorfor han udstiller sine billeder.

Jeg banker på døren og Poul Aage kommer og åbner, og selvom jeg var venner med Poul Aage ældste søn i min ungdom, så har jeg faktisk aldrig været inden for i deres hus før.

“Velkommen Anders, kom med inden for i stuen, hvor vi kan snakke sammen,” siger Poul Aage og viser vej gennem huset til stuen.

Her er der kunst på væggen, både af Poul Aages egenproduktion, men også andres værker og skilderier pryder væggen de steder, hvor der ikke er litteratur stående i de mange reoler.

Portalen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Er det en markering fra en mark til en anden, eller er det en portal, der viser vejen til et andet univers? Det må du selv tænke dig til…i følge Poul Aage er det et motiv, han har prøvet at skildre fra naturen, med en mur og åbning lavet af menneskehænder. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen

På bordet ved pejsen har Poul Aages kone, Clare, sørget for kaffe, kage og en ostemad, for vi skulle helst ikke være sultne undervejs i interviewet. Eller i samtalen, som det egentlig udvikler sig til.

For det er ikke kun kunst, vi får talt om. Vi kommer også rundt om Nils Ebbesen, Kaj Munk, sociale medier, de 10 bud og lidt om, hvordan Søften har udviklet sig i de snart 40 år som Poul Aage og Clare har boet i Søften.

Men det var kunsten, som jeg var kommet for, og hvilken betydning den har for Poul Aage Fogde og hvorfor han egentlig udstiller til ´Kunst i Favrskov` i Søften.

Motiver i naturen
Jeg lægger ud med at spørge om, hvad kunsten betyder for Poul Aage?

“Kunsten giver en udvikling til min fantasi. Det er vel den bedste forklaring jeg kan give, for jeg har beskæftiget mig med kunst i det meste af mit liv. Det er ikke kun selve kunsten, jeg finder interessant, men også historien bag. Hvordan værkerne er blevet til? Hvordan kunsthistorien har udviklet sig. Så det er ikke kun glæden at se på et maleri eller en skulptur, historien bag interesserer mig rigtigt meget,” siger Poul Aage, inden han skænker den første kop kaffe op til os begge.

Hvorfor maler du?
Poul Aage smiler til mig, mens han stiller kaffekanden tilbage på bordet, jeg kan se på ham, at han tænker, og rigtigt nok vender han tilbage til starten af sit liv, da han åbner munden og siger:

“Du skal have begyndelsen af historien, inden vi kommer til mine billeder. Det startede allerede, da jeg sad i en højstol. Der fik jeg papir og blyant stukket i hånden, og siden har jeg næsten ikke kigget tilbage. Det med at male kom langt senere, men jeg bruger også stadig tid på at tegne,” siger en smilende Poul Aage.

Han fortæller mig om dengang han illustrerede ´Børnebladet´ tilbage i 1960´erne, hvor han lavede tegninger, som børnene kunne tegne efter i bladet, men også hvor han fik en opgave, som han næste ikke kunne overskue.

“Jeg blev sat til at skulle tegne opstandelsen Påskemorgen. Det havde jeg meget, meget svært ved. Jeg ville ikke, og mente ikke at jeg kunne, derfor sagde jeg nej flere gange, men efter inspiration fra min redaktør, så fik jeg tegnet noget. Det blev faktisk så godt, at jeg er vendt tilbage til motivet flere gange senere i mit liv,” siger Poul Aage.

Forsamlingshuset - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Her er det et lokalt motiv, og hvis du er lokalkendt i Søften, vil du genkende det med samme, hvis du ikke er, så er motivet fra Forsamlingshuset midt i byen ved juletid. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Storbyen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Her er det en fiktiv storby, som Poul Aage prøver at fange stemningen i. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Poul Aage har lagt de kreative færdigheder fra sig flere gange i livet. Første gang var under studierne på Aarhus Universitet, hvor han læst Engelsk som hovedfag og Historie som bifag.

Selvom tegneriet blev taget op igen, så var den en hektisk periode omkring studie og det efterfølgende arbejde på Langkær Gymnasium, som det hed i Tilst, da han blev ansat tilbage i 1975.

“Familien var også kommet, så der var ikke tid til så meget andet end arbejde og det hjemlige liv, men jeg tog det at tegne og at male op igen i 1980´erne, da jeg skulle illustrere to af mine egne bøger. Det gav mig blod på tanden til mere, og det har også lykkedes mig at sælge flere af mine billeder. Jeg kunne mærke, at det at være kreativ og male, at skabe noget, det gav mig noget som menneske,” fortæller Poul Aage.

Han begyndte også at tage flere kurser, og på et af dem i Hinnerup lærte han meget af Fru Flarup.

“Hun viste mig hvilken betydning det rigtige farvevalg har, men også kompositionen i et billede, hvordan det er sat rigtigt op. Hun var heller ikke helt tilfreds med mig, for hun mente, at jeg der var for meget tegning i mine billeder og for lidt abstraktion. Jeg har altid haft det svært med abstraktion i maleriet, for jeg tegner og maler oftest noget, som beskueren kan se, hvad er,” siger Poul Aage.

Poul Aage Fogde - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Poul Aage bruger et af værelserne i huset som interimistisk atelier, inspirationen for han mange steder fra, men det sværeste for ham, ifølge ham selv, det er at få motivet fra hovedet til at ligne noget på lærredet. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Jeg er billedmager
Samtalen kommer ind på, hvad kunst egentlig er og hvordan den udvikler os som mennesker. 

“For mig er begrebet kunst desværre blevet udvandet de seneste mange år, men jeg mener ellers, at kunsten spænder vidt i samfundet. Jeg synes ikke selv, at det jeg laver er kunst. Jeg er billedmager, som en af mine gode venner kaldte mig på et tidspunkt. Som betragter og menneske, der ser jeg på kunst ud fra de forudsætninger, som jeg har og det jeg har tilegnet mig gennem mit liv,” siger Poul Aage eftertænksomt.       

Jeg beder ham om at forklare det, for ofte når jeg selv ser på kunst, så kan jeg have svært ved at forstå det. Jeg er egentlig kommet dertil, at jeg ofte vender tilbage til kunst, som jeg kan forstå og forklare, også selvom jeg er åben for nyt og anderledes kunst, som jeg ikke umiddelbart forstår.        

“Kunst er svært, men det er også meningen. Kunst er skabt for at vi kan udvikle os som mennesker. Det er jo sjældent og du og jeg får det samme ud af at stå og kigge på et maleri eller en skulptur. Vi ser noget forskelligt, og det skal vi også, for vi er heller ikke ens du og jeg. Som jeg sagde før, så ser jeg på kunst med baggrund i de forudsætninger, som livet har givet mig. Jeg kigger også på kunsten ud fra det, som kunstneren bringer ind i sit værk. Hvem er kunstneren, hvad er vedkommendes baggrund, og hvad har mennesket bragt ind i sit værk,” siger Poul Aage, men jeg kan mærke at han er kommet godt i gang, så jeg lader ham fortsætte, for vi skulle også tale om ´Kunst i Favrskov`, men det må vente lidt endnu.        

“Der sker så meget nyt på det kunstneriske område for tiden, selvom jeg synes, at det er meget svært at skabe ny og original kunst. For at bruge en kliché, så ´står vi alle på skuldrene af dem, der gik forud`, og det er også rigtigt. Vi kigger på andre og ser, hvad de har lavet, og så prøver vi ofte at lave noget ud fra det. Ikke at der hele tiden skabes kopier af, hvad andre har frembragt, men ny og original kunst er bare svært. Derfor glæder jeg mig også til at se, hvad alle de andre kunstnere har med til ´Kunst i Favrskov` i år,” siger Poul Aage.

Hvad skuer dit øje 1 - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Er det havet eller er det et landskab? Det lille hus afslører, at det øverste er et landskabsmaleri, men ofte er det forskelligt fra menneske til menneske, hvad vi får ud af at kigge på et maleri. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Hvad skuer dit øje 2 - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Her er det havet, som Poul Aage Fogde har skildret. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Kunst i Præstemarkshallen
Det er sjette år i streg, at Poul Aage udstiller sine egne billeder til udstillingen, ´Kunst i Favrskov`. Udstillingen har de senere år være afholdt i Præstemarkshallen i Søften, eller rettere SKIC – Søften Kultur og Idrætscenter, som de to haller nu hedder, men det hele startede længe før, og Poul Aage har været med omkring kunst i lokalområdet i mange år.

“Vi var nogle stykker, som gerne ville lave nogle udstillinger. Jeg og andre arbejdede, blandt andet, sammen med Troels Lund fra Hinnerup, og vi var enige om at lave nogle initiativer omkring kunsten i lokalsamfundet. Vi mente, at kunsten skal komme nedefra og ikke være bestemt af nogle politikere. Den skulle komme fra borgerne i landsbyerne, så kunsten kunne vokse frem og gro, og så borgerne selv var med til at bestemme. Et eksempel er de tre ´sten` som er på engen i Søften om sommeren, og som kan lånes af byens borgere,” forklarer Poul Aage.

Han fortæller endvidere, at det var sådan at udstillingerne kom op at stå, fra ´Kunst på Godset´ til ´Kunst i Favrskov´, og hvor der i dag er mange flere kræfter med til at bære det.

“Lokalt i Søften er Thorkild Petersen med til at arrangere udstillingen, sammen med Kulturelt Samvirke, Kunstudvalget for Favrskov og Lions Club Hinnerup gør et stort arbejde for at få enderne til at nå sammen, så de mere end 50 kunstnere kan udstille og vise deres værker frem til de mange gæster, der kommer forbi,” siger Poul Aage.

Han glæder sig selv til at vise sine billeder frem for publikum:

“Det er altid en fornøjelse, at kunne vise det frem, som jeg selv er stolt over at arbejde med, og så får jeg også altid en god snak med mange af gæsterne til udstillingen. Det som jeg også selv bruger udstillingen til, det er at udvikle mig selv som menneske og de billeder, jeg maler. Det er nemt at forestille sig motivet i hovedet, men det er svært at få det overført til lærredet, og få de farver og kompositionen til at blive, som jeg gerne vil have det til at se ud. Det er en vigtig kamp og proces for mig, sådan udvikler jeg mig, men jeg søger også gerne inspiration hos andre. Det får jeg til ´Kunst i Favrskov`, hvor jeg har mulighed for at se og møde så mange andre kunstnere, og se deres værker. Det glæder jeg mig rigtigt meget til,” siger Poul Aage, inden jeg lægger pennen fra mig på bordet, drikker den sidste slat kaffe i koppen, og pakker mine ting sammen igen og siger farvel.

Ganske meget klogere på, hvad Poul Aage Fogde vil med sin egen kunst, eller rettere sine billeder, som han selv kalder det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også